Tik tak, tik tak, tik TAKKER….

Nå, nu prøver hun med en af de tvetydige overskrifter igen. Hvorfor nu det?
Jo, først og fremmest vil vi gerne takke alle de, der har bidraget med et beløb til Angels operation. Vi mangler vist omkring 1500-2000 kr. for at kunne dække hele beløbet, men vi er så taknemmelige for, at I syntes, Angel er værd at investere i.

Tik tak, tik tak minder os også om, at nu er det kun tiden, der kan gøre mere for Angel. Omkring 6 uger fra operationen går der, førend sener, ledbånd og knogler er så stærke, at Angel kan “slippes fri”.

Og tik tak, tik tak kan også stå for en tikkende bombe, og det er lige det, Angel nu er blevet. Og det er meget positivt ment.
En anden overskrift kunne også være  “I Feel Good, na na na na na na na” – en fed James Brown sang udgivet i 1965 (iøvrigt samme år som skribenten her 🙂 )

Og Angel har det bare rigtig godt, skulle jeg hilse og sige. Bortset fra puddel klipningen og en lille smule halten, så kan man ikke se på på hende, hun blev opereret i sidste uge. Faktisk er hun så frisk, at hun ikke er til at styre. Hun er jo lige i den aktive alder, og kan ikke forstå, at hun burde tage det roligt. Hun føler for første gang at hun kan bevæge sig næsten uden smerter og begrænsninger, og det skal naturligvis udnyttes. Hun får stadig smertestillende medicin hver dag, men jeg er ikke sikker på, det gør den vildt store forskel. Allan og jeg kan ihvertfald ikke se den store forskel på hendes bevægelse før og efter medicin. Det er imponerende at se, hendes knæled kan bøjes helt sammen, uden at hun på nogen måde er generet af det. Hun sidder helt normalt med benet i alle situationer.

Lige efter operationen blev hun indkvarteret på vores badeværelse ovenpå, hvor vi havde fjernet alle forhindringer bortset fra toilettet, for at hun kunne komme rundt uden problemer. Efter ca. 5 dage derinde begyndte hun at blive lidt frustreret over at være lukket inde uden så meget kontakt med de andre katte og os.
Så jeg forhørte mig hos dyrlægen Kenneth, der havde opereret Angel, om hun måtte komme ned i stuen under opsyn. Jeg vidste f.eks. ikke, om hun kunne tåle at springe op i sofaen i et ubemærket øjeblik. Ville så nødig at det hele operationen skulle blive ødelagt på et splitsekund.
Han mente ikke, der ville ske noget, så jeg tog hende med ned, og hun tøffede stille og roligt rundt og snusede til det hele. Det varede dog ikke mange minutter, inden hun ville ud igen. Måske hun skulle bruge bakken, så jeg løftede hende ud i bakken i bryggerset. Næh, nej ingen interesse. Hun satte kursen mod trappen og nåede to trin op, inden jeg fik fat i hende. Tænkte at hun måske hellere ville i sin egen bakke ovenpå, så jeg løftede hende ovenfor trappen. Derfra daffede hun ligeud og ind et værelse, hvor hun absolut skulle ind bagved alting og undersøge sagerne. Pludseligt udstødte hun et højt glædeshvin, og inden jeg nåede at blinke, stod hun ude i gangen igen med kurs mod trappen.

Så kunne jeg da godt lige mærke pulsen stige, og jeg havde mest af alt lyst til at sætte efter hende, men min logik sagde mig også,  at hun så nok i stedet ville sprinte afsted ned ad trappen og måske komme galt afsted. Så jeg forsøgte mig istedet med roooolig stemme, men hun var da ligeglad og hoppede lige så fint ned af trappen uden problemer.
Men hun var helt oppe og ringe. Da hun kom under trappen kørte halen frem og tilbage på hende, ørerne lå fladt ud til siden og hendes øjne lyste af ballade. At vores elegante hunkat Sys på 7 kg samtidig kom buldrende ned ad trappen med en mus foran sig, gjorde ikke mit stressniveau lavere, men heldigvis fik jeg fat i Angel, der pænt fandt sig i at blive båret op på badeværelset igen.

Pyha da, der blev jeg da godt nok lidt nervøs, men samtidig var det bare så dejligt at se Angel så glad. Dengang hun udstødte sit glædeshyl, var det som om, hun fandt ud af, at hun ikke havde ondt mere. Det var bare hele indsatsen værd.
Og Angel fortsætter med at gøre store fremskridt. Vi har lukket en del af vores gang af, således at hun nu kan komme i tre værelser, så hun ikke keder sig så meget. Dog får hun kun lov til det under opsyn, for hun er ikke til at stoppe og kravler og hopper rundt på alt, hvis hun kan få lov. Hun fræser afsted fra det ene værelse til det andet og spiller op til ballade med de andre katte, der jo heller ikke forstår, at der ikke må leges vildt.
Angel er nu så anderledes end den kat, vi fik i vores hjem for snart 14 dage siden. Da var hun bare rigtig sød men ikke særlig aktiv. Vi så hende kun lege lidt med en stationær boldbane. Ellers lå hun bare og slappede af i sofaen hos os. Når vi ser hendes forandring, bliver vi nødt til at konkludere, at hun må have haft ondt som følge af skaden, og det var det helt rigtige at få hende operereret.

Et helt særligt nummer
Udover at vi naturligvis har fået et nært forhold til Angel under hendes ophold her, har endnu en ting gjort hende til en “særlig kat” for os. En af de første dage, hvor jeg sad med Angel, kom jeg til at kigge på hendes øretatovering. Hun havde fået tatoveringen: KTK010, og jeg fik helt gåsehud, da så det. Det nummer har tilhørt en af mine højt elskede katte, der blev øremærket på den samme dyreklinik for 19 år siden. Lunte var en stribet og hvid hankat født af min allerførste kat. Det faktum at han var født hos mig, gjorde at han og jeg havde et helt specielt bånd. Jeg kaldte ham tit Agent KTK010, og da jeg sagde til Allan, at Angel havde fået Luntes nummer sagde han også straks: “KTK010?”.