En håndfuld = 6 stk.

Hvad er nu det for noget vrøvl tænker I. Ja baggrunden for overskriften er både sjov og samtidig trist.
Det er altid trist, at killinger pludseligt står uden mor – specielt når de er helt små. Små killinger er, hvad dette indlæg handler om, for tirsdag den 7. august (ja, det er ved at være længe siden) hentede vi et kuld på seks moderløse killinger oppe på Bæklund. De små poder var omkring 3-4 uger gamle, og ingen havde set deres mor i fire dage, så der blev handlet.

Den første af killingerne, der tiltrak sig min opmærksomhed var en helt kulsort bette ski’. Han var rigtig lille i forhold til de andre og virkede utilpas og beklemt. Han søgte “læ” og nærhed ved mine fødder kort efter, jeg kom ind i lokalet, hvor killingerne var.
Den næste jeg hilste på var enormt hidsig og hvæsede noget kun af mig. Og sådan havde hver enkelt af de små poder deres egen identitet og væsen, når man lige brugte tid på at observere dem.

Hjemme i Svenstrup blev de installeret i badeværelset med senge, varme og mad. Vores nyindkøbte Snugglesafe varmekat blev taget i brug, og de mest trygge af killingerne puttede sig da også ind til den. De mest “vilde” af dem rumsterede så ind under radiatoren bag kattesengene, hvor de følte sig mest sikre.
Heldigvis kunne killingerne selv spise tørfoder, så det var ikke nødvendigt at give sutteflaske. De fik kun modermælkserstatning i en skål, så de kunne vælge mellem det og vand til tørkosten.

Og så som første reference til overskriften; Kuldet på nær én er alle rottekatte – dvs. de har en ekstra tå, og det ser ud som om, de har vanter på, når de dapper rundt. Man kan også høre den ekstra klo, når de kommer hen over trægulvet.

Og som anden reference til overskriften: Trods mange forsøg lykkedes det os ikke at holde den lille sorte killing i live. Fra starten virkede han sart og trivedes ikke. Han havde været stærkt underernæret og gummerne skurrede, når han spiste, selvom vi kræsede for ham det bedste vi vidste. Vi var konstant bekymrede for ham, men han virkede hele tiden, som om han havde kampgejst, og bedst som han virkede svag, så begyndte han at live op.

Natten til mandag den 13. august sad Allan og jeg på terrassen og kiggede stjerneskud til kl. 2.30 om natten. Jeg kiggede til killingerne, inden jeg gik i seng og den bette sorte sad på Snugglesafekatten, da jeg slukkede lyset og lige forinden havde jeg set ham drikke vand.

Kl. 5.30 – tre timer senere – vågnede jeg af en eller anden årsag, og noget i mig, sagde at jeg skulle se til killingerne. Da lå den bette sorte på siden henne ved døren og klagede sig, og han var helt slap. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at nu var det tid at sige farvel. Men min egen dyrlæges vagt var 45 km væk, og så lang tid skulle der bare ikke gå, så jeg fik fat i Dyrlægevagten der gik til Dyrehospitalet City Syd ikke langt fra os. Dyrlægen boede ikke ret langt fra dyrehospitalet, og han var der samme tid som os. Han var heller ikke i tvivl om, at der ikke var mere at gøre, så vi sagde farvel til det bette pus og han fik lov at sove stille ind.

Det var sgu hårdt – han var jo allerede blevet et medlem af familien. Han var blevet døbt Shadow, fordi han altid dappede rundt efter mig for selskab, og jeg følte lidt, jeg havde svigtet ham.
Specielt fordi han nåede at have smerter, inden han fik fred. Det synes jeg, var rigtig trist, og noget jeg for alt i verden gerne vil undgå.

Herfra skal lyde en tak til Dyrehospitalet City Syd og og dyrlæge Thomas Larsen for fin, følsom og hurtig behandling. 🙂