Bandit altid parat til sjov og ballade
Det er jo så den mindre sjov del ved at være plejemor – når børnene skal forlade reden. Det er ikke så slemt, når man ved, de er solgt og deres nye familier kommer og hen og henter dem. Men denne gang kørte vi dem op til dyrlægen i Sindal, hvor de skulle kastreres, og så ville de blive hentet til kattehjemmet senere på dagen. Noller og Bandit havde nemlig ikke nogen familie på forhånd. De to drenge havde vi haft i længere tid, end vi plejer at have plejekillinger, da Noller havde været noget snottet og på medicin. Det gjorde at vi fik endnu længere tid med dem og så deres personlighed udvikle sig dag for dag.
Og sjovt nok var Allan og jeg faldet for hver vores af de to. Allan havde stor sympati for Noller, der er lidt enfoldig, og jeg elskede Bandit, der er så sjov og kvik.
Noller med sit forundrede udtryk
Så afskeden var lidt hård for os begge, da vi skulle sætte dem i deres bur på dyrehospitalet og sige farvel. Det var sgu svært at slippe Bandit, da han sad på skulderen af mig og fik en nysser. Tårerne trængte sig på, og vi var nødt til at gøre det kort og komme afsted. Selvom det ikke er tilfældet, føler man, at man svigter dem, og sådan vil det altid være – det har jeg da lært efterhånden. Den dag, vi ikke føler noget, når vi siger farvel, er det vist tid at stoppe som plejefamilie. Ja, jeg kan ikke engang skrive dette indlæg uden at snøfte 🙁 Savner Bandits fantastiske humør helt vildt. Ved da heldigvis, at han nu har fået nyt hjem, og faktisk ikke bor mere end tre kilometer fra os.
[social_share/]