Turbo var fuld af energi og selvtillid fra starten
I slutningen af oktober tog vi op til Jonna på Bæklund og hentede to små killinger, der var blevet efterladt uden mor. De var meget sultne men fuld af liv og energi. Utroligt at en lille pode på 280 gram kan have så meget lyd.
Den mindste der blev vurderet til en hunkilling blev døbt Tommeliden, og den større killing på omkring 400 gram, blev vurderet til at være en hankilling og blev døbt Turbo. En vældig energi havde han og udfordrede alle husets store katte straks han ankom. Det så ret morsomt ud. Tommeliden var mere ynkelig og en rigtig bette pivet pigemis. Hun ville op og sidde hele tiden og gerne sutte på halsen, men det endte med et kompromis i form af en sutteflaske. De kunne dog begge spise opblødt tørfoder, så sutteflasken var kun en overgang og blev gradvist nedtrappet.
Begge killingerne havde tromletykke maver og kunne indikere orm, selvom de hos Jonna havde fået en smule ormekur. Det er skisme svært at dosere til 280 og 400 gram, så kuren skulle gentages en 14 dages tid efter. For Tommeliden kom beslutningen dog et par dage hurtigere, da hun ikke rigtig ville spise og virkede kvalm, hver gang hun så mad. Da hun så begyndte at kaste op en dag, men dog virkede frisk, blev beslutningen om en ny ormekur taget. I de fleste tilfælde giver en ormekur ikke komplikationer, men det kan ske i enkelt tilfælde, og det skete med Tommeliden…
En skræk i livet!
Om morgenen efter ormekuren virkede Tommeliden frisk og fik morgenmad sammen med Turbo. Det var min mand Allan, der fodrede da jeg for en gangs skyld lå med en migræne. Alt virkede vel. Et par timer senere stod jeg op og som det første kiggede jeg til de små poder og fik et chok. Tommeliden lå på gulvet på siden og lidt afføring lå bagved hende. Hun var helt slap og kold og i det tilfælde er varme og honningvand god førstehjælp. Så jeg fik hende ned i køkkenet på en varmepude og fik lavet noget honningvand. Jeg forsøgte at give hende noget med en engangssprøjte lige så forsigtigt ind i munden, men hun drak ikke selv, og jeg stoppede hurtigt af frygt for at det løb ned i lungerne på hende.
Allan var blevet hidkaldt via mobilen og ræsede hjem fra arbejde, så vi kunne komme til dyrlægen, der var adviseret om vores ankomst. Han var ikke specielt optimistisk, da han så hende, selvom der ikke umiddelbart var noget at høre på hjerte og lunger. Dyrehospitalet endte med at indlægge Tommeliden, og så kunne vi bare tage hjem og vente på nyt.
Moooaar… jeg vil op!
Det er rædselsfuldt at gå der og vente, og egentlig havde vi ikke regnet med at hun klarede den, for hun så bare ikke godt ud, da vi forlod hende. Heldigvis var det gode nyheder, da telefonene ringede tre timer efter. Tommeliden havde fået vædske under huden og varme og havde reageret mirakuløst på det. Hun sad og hylede i buret og havde allerede spist den serverede mad.
Hvad der gik galt, er der ingen der ved. Vi kan kun gisne om en evt. stor klump af orm, der skulle ud og som har medført store smerter til det lille væsen. Ifølge dyrlægen kan dyr lukke helt ned for systemerne, når de får store smerter. Vi er bare glade for, at Tommeliden klarede den og er en dejlig frisk tøs idag.