Den 18. nov. modtog vi endnu en killing i pleje. Grunden til at jeg ikke har skrevet før, er at vi faktisk har været noget i tvivl om, hvorvidt hun ville klare skærene. Hun var noget ældre, end de andre plejekillinger, vi havde fået ind men selvfølgelig alt for lille til at klare sig selv på nogen måde. Det havde resulteret i en en meget dehydreret og udsultet killing, der ikke var andet end skind og ben. 730 gram vejede vi hende ind til, men hun burde nok veje mindst 400-500 gram mere.
Det bette pus var set sammen med sin mor i Saltum ved Fårup Skovhus, hvor de havde holdt til nogle dage. Pludseligt blev mormissen ikke set mere, og killingen var alene i tre dage, hvor hun kaldte og kaldte, indtil nogen hidkaldte Bæklund, der sørgede for, at den bette fik hjælp.
Men tre dage uden mad er rigtig lang tid for en lille kat og risikoen for nyreskader er absolut tilstede. Og det var netop det både dyrlægen og vi var bange for var sket for Strikken, som vi kalder hende. Hun var godt nok et skidt liv, da hun ankom.
Hun var fuldstændig sort i blikket, pelsen strittede og hun virkede på alle måder utilpas. Heldigvis havde hun stadig lidt appetit og slubrede hurtigt en gang torskerogn og creme fraiche blandet med kogt vand i sig. Så havde hun da fået vædske, hvilket på det tidspunkt virkede som det vigtigste. Uden vædske går kroppen helt istå, så vi var meget påpasselige med at holde øje med, om hun også selv drak.
Strikken blev installeret på badeværelset, som vore plejekillinger altid bliver i starten. Men det var jo allerede beboet af de andre killinger, og det passede bestemt ikke damen, der tilsyneladende var enebarn. Tolerant er ikke lige det ord, der slår mig som det første, når jeg tænker på hendes første møde med de andre. Hun var meget aggressiv, og angreb alle killingerne fra en kant af. Knurrede helt nede fra struben, og alt der kom inden for en meters afstand blev offer for hendes vrede.
Det skabte jo naturligvis noget uro, og jeg var da meget i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at få Strikken i pleje. De andre killinger er ekstremt søde, kælne og omgængelige, og jeg syntes ikke det var helt retfærdigt, de skulle bo sammen med hende. Specielt den lidt forsigtige Leonardo krøllede sig sammen som et pindsvin, efter at have fået et par i nakken af Strikkens forpoter. Det gjorde mig ondt at se, og det var klart, at sådan kunne det ikke fortsætte.
Så før end planlagt blev pladen foran indgangen til badeværelset fjernet, og de fik allesammen adgang til hele første salen. Trappen blev spærret af, så ingen kunne falde ned, og en kattebakke blev placeret helt henne ved badeværelsesdøren, så alle kunne komme til, uden at skulle forbi det arrige gespenst, der havde lejret sig bagerst i lokalet.
Selvom alle killingerne syntes det var skideskægt at høvle rundt på hele 1. salen, så gik min plan en smule i vasken, da Strikken besluttede sig for at ligge i kattebakken ved døren, og dermed spærre vejen ind i badeværelset for de andre og samtidig umuliggøre brug af bakken til dets rette formål.
Kan man sin katte ABC, så ved man, at når en kat ligger i kattebakken, så er det ofte et tegn på usikkerhed. Og usikker var Strikken på alle mulige måder. Hun kom til et nyt sted med nye mennesker og en forfærdelig masse kolleger, som hun absolut ikke brød sig om. Når hun så samtidig havde det fysisk rigtig dårligt, var der ikke noget at sige til, at hun var i forsvarsposition, men det var svært at gøre noget ved sådan lige her og nu. Kun tiden ville kunne vise, om Strikken ville klare det både fysisk og mentalt.
Hvordan det gik hende kan du læse i næste blogindlæg.