Når jeg har tid, skriver jeg blogindlæg om vores oplevelser med små pleje-killinger fra Kattehjemmet Bæklund. Dette indlæg er dog også skrevet som en tak til min mand Allan, for uden hans hjælp og velvilje kunne det ikke lade sig gøre. Han henter de små på Kattehjemmet eller andre steder killingerne måtte befinde sig. Han kører os til dyrlæge, når der skal vaccineres eller midt om natten, når en aktut situation opstår. Sidst men ikke mindst sørger han for, at jeg får noget at spise, når jeg har for travlt med at sørge for de små.
Det er også hans fortjeneste, at I får lejlighed til at se denne serie fine fotos af dette kuld killingers første tid her i huset.
Den 31. oktober fik vi atter små plejekillinger i huset. Allan hentede dem i Vrå, hvor de var blevet fundet på et høloft uden tegn på en mor i flere dage. Heldigvis blev der taget affære af dem der boede i huset, og vi blev kontaktet via Bæklund.
Efterretninger sagde at killingerne vejede omkring 600 gram og kunne spise selv. Det viste sig ikke at holde helt stik. Vores vægt viste, at de kun vejede mellem 250-400 gram. Det med at spise selv var det så om så med, og vi var nødt til at supplere med sutteflaske, for at være sikker på, de fik næring nok.
De hylede og græd da de ankom, men det var vist ikke af sult. De skulle simpelthen sådan tisse, og slags kan de ikke selv finde ud af i den alder. Med lidt hjælp kom der gang i vandstrømmen, og man kunne næsten se på dem, hvor det lettede. Derefter faldt de fuldstændig til ro.
Killinger i den alder er tidskrævende, og havde jeg vidst hvor små de var, havde jeg nok ikke sagt ja til at tage dem lige på det her tidspunkt. Jeg har en webshop med julepynt og nov./dec. er naturligvis min travleste periode arbejdsmæssigt, så at være “mor” for tre uldtotter var ikke lige det, der kom mest belejligt.
Men har man sagt A, har man også sagt B, og nu var de små poder ankommet, så nu hørte de til her. Så det var bare igang med sutteflasker, vaskeklude, håndklæder, føntørrer, varmedunke og masser af kærlighed og tålmodighed.
Nu idag hvor disse ord bliver skrevet, har jeg kigget på nogle af billederne fra deres tid her, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan mine små rollinger allerede nu er blevet så store, at de er klar til at tage hjemmefra. I travlheden har jeg fuldstændig glemt at nyde det privilegie det er, at få lov at se dem vokse og udvikle sig, og få lov at være deres “mor”.
Men killingerne har både Allan og jeg nydt og gør det endnu. Man får et meget specielt forhold til de killinger, man har haft fra så små og som man har flasket op. De bliver meget tætte med en, og er skønne sociale katte. Både med Allan og jeg og vores voksne katte, der har lært dem både dårlige vaner og gode manerer.
I mit næste blogindlæg kan du læse mere om de tre rollinger, der nu er klar til nye hjem