Det er helt normalt, at nytilkomne plejekillinger er nervøse og hvæser af os, når de ankommer. Som regel går der kun et par dage, inden de er faldet til og begynder at opføre sig “normalt”. Med Strikken var det lidt anderledes, sikkert på grund af hendes ringe fysiske tilstand. Hun var rigtig sød overfor os tobenede og spandt, når vi kælede for hende, men hun gav sig, når vi løftede hende forsigtigt op. Hendes lille tynde krop virkede øm, og ikke noget at sige til, hun ikke havde lyst til at foretage sig noget overhovedet. Hun lå bare og sov dagen lang og kiggede på de andre killinger, der høvlede rundt med alle deres legesager.
Strikken var stadig meget aggressiv overfor dem, selvom de kunne komme en lille smule tættere på hende, inden de måtte flygte for hendes vrede. Vores egen hankat Casanova syntes at kunne mærke, Strikken havde det dårligt. Han plejer nok at kunne hvæse af de små nye, men Strikken opførte han sig anderledes med. Han snusede forsigtigt til hende, og når hun så knurrede af ham, blev han bare ved hendes side og slikkede hende blidt i nakken.
At hvæse og knurre var forøvrigt de eneste lyde, vi hørte fra Strikken. Hun kunne ikke rigtigt finde ud af at miave med lyd på. Hun åbnede godt nok munden, men det var som en stumfilm, for der kom ikke en lyd ud. Meget charmerende men også lidt synd.
Den ene dag efter den anden gik uden bedring i Strikkens fysiske tilstand. Hun spiste heldigvis omend ikke så meget af gangen, og hun skulle ofte nødes med lidt lækkert for at bibeholde appetitten. Lå ofte ved siden af vandskålen og værst af alt tabte hun sig trods vores forsøg på at holde hende kørende med mad og vand. Dagen lang lå hun bare og sov og kiggede lidt modløst på os. Hun dappede lidt rundt i huset og virkede ikke nervøs på nogen måde. På et tidspunkt fandt hun selv op på mit skrivebord og lagde sig til at sove under lampen, der sikkert gav lidt varme og afstand til de andre killinger. Så lå hun og puttede på bobleplasten foran mit tastatur.
Da der var gået lidt over en uge, begyndte vi at tvivle på, om hun nogensinde ville vende, men pludseligt en dag efter hun havde sovet hele dagen, vågnede hun op og virkede til at have god appetit. Fra den dag af gik det kun fremad og det gør det fortsat.
Langsomt men sikkert fik hun kræfter og blev mere aktiv. Stadig knotten på de andre, der ihærdigt forsøgte at få hende med i deres leg. Responsen var stadig knurren og hvæsen, men man kunne ane en vis interesse fra hende. Hun lod bare ikke til at ane, hvordan man skulle omgåes andre og hvordan man skulle lege.
Særligt lille Laurits forsøgte at få kontakt med Strikken. Han syntes på det bestemteste, hun lignede hans mor, han havde mistet et eller andet sted undervejs i hans korte liv. Men moderlig omsorg var ikke præcis Strikkens spidskompetence, og vi måtte ofte lige fiske Laurits, for at han ikke skulle få unødvendige klø af hende. Han var for lille til at opfange hendes signaler om at holde sig væk.
Som dagene gik blev Strikken bedre og bedre til at tolerere de andre og forstå deres leg, og endelig en dag begyndte hun at lege med. Startede i det små med at sidde og fiske de andre bag bruseforhænget og løbe et par meter. Så blev hun træt og måtte hvile lidt igen. Men det var skønt at se, at der bag hendes barske ydre, var en “normal” kat gemt. Vi skulle blot finde den.
Nu er der gået lidt mere end 14 dage siden Strikkens ankomst, og hun udvikler sig dag for dag. Hun er som en usleben diamant, der bare skal arbejdes lidt med. Vi kan se fremskridt både fysisk og mentalt hver eneste dag. Hendes appetit er rigtig god, og hver dag sidder hun forventningsfuldt i køkkenet og venter på mad sammen med de andre. Faktisk har hun nu spist så meget, at hun har fået en lille mave. Hun løber rundt med de andre i hele huset, og igår blev jeg helt rørt, da hun sprang op på skrivebordet og lagde sig ved siden af Belli. Lagde forsigtigt en pote omkring hende og gav sig til at vaske hende, mens Belli spandt i velbehag.
Hun kan stadig ikke miave med lyd på. Kun en enkelt gang har jeg hørt hende med lyd på, da en af de andre bed hende i halen, så lyden er der et eller andet sted. Det skal bare lige findes frem.
Det er skønt at være vidne til en killings totale forandring på den måde, og vi føler os priviligerede over at kunne overvære hendes forandring dag for dag. Strikken skal nok blive en rigtig god mis. Hun er det allerede, men jeg er sikker på, hun udvikler sig endnu mere, hvis hendes nye ejere vil tage godt hånd om hende, og forstå hvilke udfordringer, hun har haft i sit kort liv. Strikken fortjener virkelig et hjem, der vil passe godt på hende, vil tage sig tid til at snakke med hende, kæle med hende, lege med hende og bruge tid på at få hende til at nyde livet. Så vil hun betale tifoldigt tilbage, er jeg sikker på.