Den 15. juli fik vi endnu tre små killinger i pleje. Det vil sige størrelsesmæssigt var der lidt forskel på dem. De havde inden de kom til os haft en omtumlet tilværelse. De blev fundet i en plasticpose – brutalt smidt ud som var de husholdningsaffald. De var da ca. tre uger gamle og var fire styk i posen.
Ja, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Forstår ikke folk kan være så onde at lade de små kræ lide en langsom og pinefuld død.
Heldigvis blev de fundet og bragt til Bæklund, hvor de straks fik vædske, da de var dehydrerede. Jonna var så heldig at finde en plejefamilie, der allerede havde en hunkat med killinger, og hunkatten var sød nok til at adoptere de bette kræ.
Så betingelserne for killingernes fremtid var så optimal som den kunne blive med den baggrund. Desværre var der efter ca. 14 dage en killing, der måtte aflives, da den havde en medfødt defekt. Uanset hvor gerne vi vil, kan vi ikke udrette mirakler, og i naturen var killingen gået til eller måske blevet forladt af sin mor.
Nu skulle man så tro, at alt var vel. Men nej. Efter ca. tre uger i pleje måtte plejefamilien give op, da de små var blevet så urenlige, at de ikke kunne have dem mere. Da jeg hørte, det tænkte jeg, at et eller andet måtte være galt. Min erfaring siger mig, at både killinger og katte er meget renlige fra naturens side. Hvis de besørger uden for bakken, er det som regel tegn på sygdom eller noget i levemiljøet, der gør katten stresset.
Jonna fik de tre killinger hjem og fandt hurtigt ud af, hvad problemet var: De havde tarmbetændelse alle tre.
Det er noget, man ofte ser hos killinger, der ikke har fået deres modermælk længe nok. Ved man ikke, hvad det er, kan det være en frustrerende opgave at have med at gøre, for killingerne kan ikke styre deres afføring og besørger over det hele, da de slet ikke kan nå at komme på bakken. Heldigvis er det til at kurere med kostændring og lidt medicin. Så Jonna havde de tre pus gående hjemme hos sig en lille uges tid, hvor maverne rettede sig, og hun spurgte så os, om vi ville have dem i pleje, indtil de var klare til nye familier.
Så sådan havnede, Laura, Liv og Lille Marie hos os midt i en sommervarm juli måned. Og det med sommervarmen skulle vise sig, at være endnu en forhindring for killingernes chance for at komme sig. Det var så varmt, at selvom vi gjorde alt for at holde en kølig temperatur, så gjorde varmen, at to af de små brækkede sig på skift.
Først startede den sort/hvide Lille Marie (opkaldt efter en skøn hunkat, Jonna har). Midt om natten kastede hun op flere gange og havde frygtelig tynd mave. Hun klynkede let hele tiden, og jeg var sikker på, at hun ikke ville klare sig gennem natten i live. Så jeg tog hende med ind i seng, hvor jeg sad med hende i nogle timer, hvor hun sov lige så stille. Og så gad hun pludseligt ikke det mere, og blev lagt ind på badeværelset, hvor killingerne var indkvarteret. Jeg sov lige ved siden af, og der var kun en plade foran døren, så jeg både kunne se og høre dem hele natten. Jeg tjekkede ind til dem hver time. Hver gang ængstelig for hvad jeg ville finde, men Lille Marie hang ved og om morgenen var hun frisk igen og spiste, som om ingenting var sket. Til gengæld var jeg da helt groggy efter den nat.
Næste bræktur kom til Liv, der på det tidspunkt ikke var navngivet. En lille stribet pjevs af hunkilling, der absolut var den mindste i kuldet. Hun ville til gengæld ikke stoppe med at brække sig igen og kunne til sidst slet ikke holde vædske i sig. Og når killinger er så små (400-500 gram vejede hun) har de ikke meget at give af, førend de pludseligt kollapser. Man skal holde øje med dem hele tiden, for det sker bare så pludseligt, og jeg har oplevet det et par gange, hvor hurtig indgriben var nødvendigt.
Jeg stod og skulle have huset fuldt af gæster samme dag, og var bange for at jeg ikke kunne holde nok øje med hende. Samtidig var der ikke var nogen bedring at spore i hendes tilstand, så efter samråd med Jonna og dyrlægen fik vi den bette transporteret til Sindal Dyrehospital, hvor hun blev indlagt. Tre dage var hun indlagt, inden vi kunne hente hende hjem igen, og da vejede hun kun lige under 400 gram. Men hun var sej og ville ikke give op, og så fik hun navnet Liv.
Den eneste killing, der ikke virkede synderligt påvirket af varme var Laura (opkaldt efter Laura fra Det Lille Hus på Prærien, da hun var lidt af en krudtugle og altid ude på narrestreger). Laura var også den absolut største i kuldet og flere hundrede gram foran sine søskende.
Læs mere om Liv, Laura og Lille Marie her på bloggen.