Lille kat på vejen der….

Et stort rykind af efterårs plejekillinger leder tankerne hen på Piet Heins gruk, der lyder: “Lille kat, lille kat, lille kat på vejen. Hvis er du, hvis er du? Jeg er sgu min egen!” .

Flere af de plejekillinger, vi har i øjeblikket, er fundet siddende midt ude på vejen, af årsager vi kun kan gisne om. De er alt for små til at være væk fra deres mor og trygge omgivelser, og kun takket være vågne trafikanter med hjertet på rette sted og Kattehjemmet Bæklund er disse killinger stadig i live.

Og de er langt fra “deres egne”. Det er de skønneste mest kælede killinger man kan tænke sig, vi har i pleje lige nu, og vi er så heldige at have en hel håndfuld af dem 🙂
Først ankomne er en rød hunkilling fundet af nogle unge mennesker, der døbte hende Belli. Ja, det ville jeg jo nok ikke have kaldt hende, men jeg er jo nok noget ældre, og mine tanker går i retning at noget musik, jeg ikke gider høre på og sunget af et hankønsvæsen.
Men lille dame Belli her er bare en pragtfuld skønhed, man bare ikke kan få nok af. Man skal bare kigge på hende og så spinder hun, så det rasler. Når man samler hende op, bliver hun ikke stiv i hele kroppen, som mange katte, man samler op. Nej, hun er helt afslappet og putter sig så skønt i ens arme, mens hun kigger op med de blideste blå øjne.

En lille uge efter ringede Jonna “Hvad øh, kan du tage to killinger mere?”. To drengemisser på omkring 450 gram og dermed kun omkring en uge yngre end Belli. Og selvom hun er så let at have med at gøre, og virker så glad og tilpas, så ved vi, at selskab af andre små kattekolleger altid er godt. Så naturligvis sagde vi da ja til de to små hanmisser. Og hvilke skønne knægte… straks jeg fik den ene op til mig, strakte den begge poter op mod mig og tog øjenkontakt med det samme. Det var som om han sagde “Er det dig, der skal være min mor nu, så er det helt iorden med mig”.

Den anden killing var lige så kælet og indtagende, og de fik navnene Laban og Leonardo. Laban er mørk stribet i pelsen og har hvide poter og hvidt i hovedet. Omkring øjnene er han helt mørk og han ligner lidt et medlem af Bjørnebanden fra Anders And bladene. Leonardo er en enormt charmerende, stribet bette fyr, der render rundt som en Packman i en labyrint, når ikke han kan finde kattebakken eller foderskålen.

Et par dage efter tikkede en SMS fra Jonna ind på telefonen. Endnu en killing fundet midt på vejen. Han vejede godt nok 400 gram, men var slet ikke så gammel som de andre. Virkede som om han lige havde åbnet øjnene, og han skulle have hjælp til alting. Laban og Leonardo kunne selv gå på bakken og spise tørfoder, men den bette nye skulle have sutteflaske og hjælp til at komme på bakken. Hans gang var vaklende, og det faktum at han havde en solid øjenbetændelse, gjorde det ikke lettere for ham at færdes rundt på vores badeværelse blandt senge, skåle og legetøj.
Af årsager jeg ikke er helt klar over, var han døbt Laurits, da han ankom. Han er sort og hvid, men er måske ikke kommet til at se helt ud, som maleren havde tænkt det. Laurits er sort fra panden og ned over nakken, men så er bøtten med sort maling væltet, og der har ikke været maling nok til ørespidserne, der er hvide. Den sorte farve dækker lige nakken, og så er han helt hvid på kroppen, så han ligner en bette isbjørn. Og så er der gået et eller andet galt, da halen skulle sættes på ham. Der hvor han blev lavet, har der simpelthen ikke været flere hvide haler, og en eller anden har sagt: “Vi tager da lige og sætter en sort på”. Og sådan blev det – en Laurits var skabt. Utroligt charmerende og vi har aldrig set en, der bare ligner lidt.

Bedst som der så var ved at blive ro over den lille flok, så dukkede der lige en killing mere op. Omkring samme alder som Laban og Leonardo, så den var vi jo nødt til at tage ind også. En stribet hankilling med sokker, hvid maske og mørk snudespids. Og som en speciel detalje har han den fineste hvide halespids.
I forhold til de andre killinger var han ikke specielt social, da han ankom. Knurrede af dem allesammen, og var tydeligvis usikker på situationen, selvom han forsøgte at lade som om, han var en sej fyr. Han blev døbt Turbo, og er simpelthen den gladeste og sjoveste bette mis. Og dejlig kælet, hvilket vi jo elsker.

Jeg tror, vi sjældent har haft så mange killinger, der er så kælne og glade for os, som hele denne flok er. Straks de ser os, eller hører os, kommer de løbende hen og vil snakke. Laurits, der jo er en rigtig bette flis og ser mig som sin mor, er helt ekstrem og vil op og sidde hele tiden. Så spinder han på livet løs og putter helst helt tæt på mit ansigt.

Så en håndfuld killinger hygger sig og trives hos os. Dette kan kun lade sig gøre, fordi Kattehjemmet Bæklund i Hjørring har taget imod de små på trods af store økonomiske trængsler. Så har du lyst til at bakke op om arbejdet med at hjælpe de moderløse og udsatte killinger, så kan du donere et beløb til kattehjemmet eller blive medlem af “Kattehjemmet Bæklunds Venner”.
Se mere på kattehjemmets website www.fals.dk under fanen “Forening”.
Foreningen og kattehjemmet er baseret på frivilligt arbejde, og alle pengene går ubeskåret til kattene.