Morfinkatten

Det er dagen derpå for Angel. Natten er forløbet roligt, og hun lader til at have rigtig fint, omstændighederne taget i betragtning.
Faktisk er jeg overrasket over at se, hvor frisk hun faktisk er efter at have været igennem en kompliceret knæledsoperation, sterilisation og øremærkning på én gang. Hendes gejst og positive væsen bliver ved med at imponere.

Allerede nu ser hendes ben meget bedre ud. Det er mod min forventning ikke særligt hævet. Kan se at hun støtter en smule på det på tæerne og selvom hun halter ser hun meget mere naturlig ud end før operationen. Det her skal nok blive godt, når det er helet.
Og det skal hele omkring 6 uger, inden det hele er groet fast og sammen igen. En del af operationen indbefattede, at der blev mejslet et snit ned i knogle, snittet blev drejet til den ene side og fastgjort med søm (håber jeg har refereret korrekt). Ikke noget at sige til, hun fik brug for morfin, da hun vågnede den bette ski. På røntgenfoto ses knæskallen på indersiden af hendes bagben. Langt fra hvor den burde være.

Angel er indkvarteret på vores badeværelse, hvor vi overvåger hende med kamera, der sender til en tablet. Så kan vi se, hvordan hun har det, og hvad hun laver uden at forstyrre hende for tit. Hver gang vi kommer op til hende, kommer hun hen til døren og vil ud, og vores holdning er, at jo mere ro hun får de første dage jo bedre. Så må vi nusse ekstra meget senere.

Morfinen
Angel er normalt en utrolig godmodig og blid kat, men igår var jeg godt nok ikke så tryg ved hende. Hun knurrede helt nede fra struben og skreg, når hun mistede balancen. Hendes opførsel var irrationel og langt fra den Angel, jeg kendte. Følte mig noget på dybt vand, og tanken om hvorvidt det her var det rigtige at gøre, strejfede mig da.

Erfaringer med et voldsomt bid fra en kat i chok har lært mig at være forsigtig, selvom katten normalt er kærlig og jeg skulle ikke nyde noget af at stikke snitterne ned for at kæle kærligt for hende på det tidspunkt. Hendes reaktion var jo forståelig nok. Hun var under påvirkning af morfin og forstod ikke, hvad der skete med hende. Kenneth sagde godt nok, at de kunne blive “lidt bims” af morfin, men den form for agressivitet var jeg ikke helt forberedt på. Men nu er jeg blevet en erfaring rigere, og det kan jeg måske bruge en anden gang.

Og Angel er blevet sig selv igen. Hun spinder til den store guldmedalje og siger atter små snakkelyde 🙂