Noller er en rigtig charmetrold
Ja, så fik vi et nyt medlem af kattefamilien. Ikke at det var planlagt, men det er det sjældent her hos os. Pludseligt er der bare en “falder af” og flytter ind. Med Noller lå det måske lidt i luften hele tiden. Ham og min mand Allan har altid haft et specielt forhold til hinanden, hvor jeg var mere til Bandit. Som skrevet i et tidligere indlæg var det også rigtig svært at sende dem hjemmefra.
Men så var det Noller blev tilbudt Allan som en fødselsdagsgave i anledning af, at han rundede de 50 år. Det tyggede vi så lidt på – vi syntes egentligt, vi havde katte nok og var lidt nervøse ved den uro, der måske ville komme med for mange hankatte i huset.
Mens vi tænkte os om, hørte vi næsten dagligt fra drengene, og fik fortalt hvordan Noller havde reageret på et besøg. En herre der lignede Allan noget var oppe på kattehjemmet, og da Noller fik øje på ham stak han i et hyl og sprang hen til døren af buret. Manden gik så ind til Noller, der kiggede undrende på ham – der var et eller andet, der ikke stemte, syntes han at tænke. Hvad der helt foregår i hovedet af de katte, kan man godt undre sig over. En ting er dog helt sikkert, der foregår noget.
Nå, efter en uges tid tikkede en sms ind på telefonen fra Jonna: Hun havde lige solgt Bandit – Nollers bror. Allan og jeg kiggede på hinanden, og vi behøvede egentlig ikke sige så meget. Jeg kontaktede Jonna, for at høre om hun var hjemme og ville sætte gavebånd på Noller.
Da vi holdte ude i gården på Bæklund, kiggede vi ind ad vinduet og så Noller springe lidt forstyrret rundt. Da Bandit rejste, forsvandt Nollers selvtillid samtidig. Noller har altid været lidt enfoldig og Bandit altid virket som den, der klarede ærterne. Så de supplerede hinanden godt, men Noller blev til gengæld noget nervøs, da han pludseligt blev alene uden støtte bagfra.
Hjemme igen – trygt i fars arme
Men vi kom ham til undsætning, og det var så herligt at se Allans og Nollers gensyn. Noller lå på en hylde i en seng, og da han så og hørte Allan, blev han så glad, at han var ved at vælte sengen ned af hylden i forsøget på at komme over til ham. Åh så glad han var. Sprang rundt ude på gangen foran burene, og vidste slet ikke, hvor han skulle gøre af sig selv.
Klokken var midnat, da vi kom hjem med den nye erobring. En uges adskillelse havde ikke brudt båndet mellem Casanova og Noller, og også der var gensynsglæden stor. Noller var hjemme, det var der slet ingen tvivl om.
Den nat blev der trangt i sengen – Noller sov hos Allan og Casanova hos mig – familieidyl!
[social_share/]