R.I.P. Smukke Minnie

Vi har lige sagt farvel til en af de smukkeste katte, vi nogensinde har haft. En graciøs og stor personlighed, som vi vil savne forfærdelig meget. R.I.P. lille Minniemus.

Når man elsker sine katte som vi gør, og knytter sig til dem, som specielt jeg gør, så er dette en af de mest rædselsfulde dage i tilværelsen. At blive tvunget til at tage beslutningen om at aflive et højt elsket medlem af kattefamilien. En beslutning som vi ikke er i tvivl om er den rigtige, men ikke desto mindre kommer det som et chok, hver gang man må sande, at man kælet og nusset sin kat for sidste gang.

Minnie havde tabt sig over de sidste par måneder, og da hun havde ønsket at opholde sig udenfor det meste af sommeren, var første tanke om hun havde spist nok. Så vi købte noget foder med krudt i og kontrolvejede for at se om hun tog lidt på. Hun fortsatte bare med at tabe sig, og vi var klar over, at et eller andet var galt.

Hun havde også ændret adfærd. Lagt sig til at sove andre steder end hun plejede. Havde trukket sig lidt tilbage og ønskede ikke socialt samvær med os i ret høj grad længere. Vi så hende ikke under træet, mens hun sad og slikkede sig om munden, når der kom fugle. Ville heller ikke lege med os i haven som vanligt. Hun spiste pænt og havde god appetit men virkede til at tage små portioner.

Så turen gik til dyrlægen, hvor der blev lagt ud med blodprøver. Et lavt proteintal var det eneste unormale i den prøve, og en prøve mere blev sendt til Tyskland for yderligere analyse. Den viste heller ingen unormale værdier. Urinprøven var også normal.
Næste tiltag var mere drastisk og bestod i at Minnie skulle indlægges, i narkose og så have taget biopsi af tarmen og leveren, for at se om man der kunne finde årsagen.

Det skulle så ske idag, men biopsien nåede det aldrig til. Allerede inden kl. 10 ringer dyrlægen og siger “Jeg har desværre dårlige nyheder til Jer…” Min værste bekymring bliver desværre gjort til virkelighed. Minnie havde lymfekræft, der havde spredt sig til nyrer og tarme. En svulst på størrelse med en lille bordtennisbold var der i tarmen, så ikke noget at sige til, hun kun spiste små portioner.
Det eneste man kunne gøre ved så aggressiv en kræft var at fjerne svulsten og give kemokur, men det ville kun i bedste fald kunne forlænge hendes liv med et halvt til et helt år, og hvilken livskvalitet ville det give hende?
Det skulle hun ikke igennem for vores skyld og i samråd med dyrlægen tog vi den tunge beslutning, at Minnie skulle have fred.
Vi ville ned og sige et sidste farvel, selvom Minnie ikke ville vide det. Hun var stadig i narkose og skulle selvfølgelig ikke vækkes.
Men det var dejligt lige at mærke hendes varme bløde pels en sidste gang og putte hovedet ind til hende og nysse farvel. Hellere det end huske, hun blev taget bort fra os i en transportkasse. Minnie blev ni år gammel.

Mentalt var jeg ellers slet ikke klar til at tage afsked. Vi havde haft nogle dage med Minnie her inden operationen, hvor vi havde haft hende mere indenfor og haft mere kontakt med hende. Hun ønskede mest at være ude og sov i et krat overfor vores hus, hvor hun kunne ligge i solen. Så jeg gik over med mad til hende flere gange om dagen for at se til hende.

Foto til venstre er det sidste foto, der taget af Minnie i krattet, hvor hun ville sove. Taget 4 dage før vi måtte sige farvel.

Om aftenen kom hun over og lagde sig på en elkasse udenfor vores hus. Så hentede jeg hende ind og gav hende mad igen. Da hun ikke ville være i stuen nedenunder, fik jeg hende i soveværelset ovenpå, hvor jeg tændte varmepuden til hende. Jeg tilbragte det meste af aftenen ovenpå, så hun ikke skulle føle sig alene, og efterhånden begyndte hun at slappe af, stampe i dynen mens hun spandt og til sidst faldt hun i søvn med hendes “smil” på læben. Så trak hun overlæben lidt op og fik et skævt “grin” så man kunne se den ene hjørnetand.
Vi syntes ikke hun havde virket rigtig glad på det seneste, så det var rart at få lidt positv respons fra hende og se hende “smile” igen. Hun virkede til at nyde selskabet, men ville ikke sove helt op ad mig, som hun havde ønsket tidligere, så Allan sov på sofaen i stuen, mens Minnie sov i hans seng ved siden af mig.

Igår vågnede jeg så ved, at hun for første gang i meget lang tid sad og sang i hjørnet af soveværelset. Hun virkede så glad og tilpas og ville gerne ud i morgensolen. Det var så dejligt at se og høre, og et lille håb om bedring blev tændt i mig. Hun sov dog stadig udenfor hele dagen, og om aftenen virkede hun igen utilpas og ville være i fred, og bekymringen vendte tilbage. Og med god grund.
Men den gode morgen med en glad kat gjorde det svært at forstå, at det virkelig stod så slemt til, og en del af mig var slet ikke klar til at sige farvel.
Den egoistiske tankegang havde vi som ansvarlige katteejere naturligvis ikke råd til, og Minnie skulle ihvertfald ikke betale prisen for min dårlige samvitighed.

For dårlig samvittighed får jeg hver gang. Kunne jeg have gjort mere? Skulle vi have opdaget det før? Havde vi tilbragt nok tid med Minnie?
Og den der nager mest: Havde mine/vores beslutninger om flere katte og plejekillinger i husstanden drevet Minnie ud af hendes eget hjem?

Men det nytter bare ikke noget. Der er ikke mere vi kan gøre. Minnie er væk nu, og hvad jeg/vi end har truffet af beslutninger i hendes tilværelse, må vi bare lære at leve med. Minnie haft et godt liv hos os, og blev forkælet som alle vore misser gør. Hun var glad for os, og vi var glade for hende, og for fanden hvor vil hun blive savnet 🙁

Det er hårdt at miste
Og nu står vi tilbage med sorgen og med tomrummet. Jeg vænner mig aldrig til det, og det er nok et godt tegn. Tror ikke at tiden læger alle sår, men dagligdagen vender tilbage på et tidspunkt. Hvor mange dage der går, bestemmer mit indre. Jeg kan ikke fremskynde det ved rationel tankegang eller nogen form for handlinger. Min krop skal simpelthen have lov at sørge og jeg skal tude til jeg får migræne. Jeg får fysisk ondt helt ud i hænderne, når sorgen griber mig og virkeligheden rammer som en hammer igen og igen.

Lige hjemvendt fra dyrlægen med en tom transportkasse og et tomt indre, står jeg der og stirrer ud i haven. På kassen hun sov i, på træet hun sad under og kiggede efter fugle og på altankassen, hun lå og nød solen i, da det var forår.
Et lille stofflag står og flagrer i haven. Jeg fjerner det, for der er ikke noget at fejre. Vores figur af en glad muldvarp under træet skal også væk. Der skal ikke være glæde i det bed lige nu. Så begynder solen at skinne og fuglene synger højlydt. Virker bare som om mit sind ikke vil gøre plads til noget positivt overhovedet. De andre katte i huset samler sig omkring os. De kan fornemme, noget er galt og mor og far er kede af det. Magnus gnider sig op ad mig og kigger intenst på mine røde øjene.
Jeg synes hele tiden, jeg kan se hende komme valsende ind i haven med høj haleføring, og hver gang jeg ser ud af vores gavlvindue, ser jeg ud på krattet og stenene, hvor hun lå og nød solen de sidste dage. Det bliver ikke nemt at passere det krat i fremtiden.

Når jeg går aftentur med vores hankat Casanova, er vi tit i krattet. Minnie plejer at komme og følge os hele turen rundt i kvarteret, løbende på hendes sjove facon med lidt stive ben. Men hun fulgte med os rundt, og det bliver SÅ svært at gå ud og vide, at hun aldrig kommer med ud og går med mere.

Nu ved jeg så ikke lige, hvor jeg skal gøre af mig selv resten af dagen. Vil sikkert sidde og kigge nogle billeder af hende og så tude igen. Tror jeg vil plukke et par lavendelblomster og lægge over i solen på hendes plads i krattet. Det føles bare som det rigtige at gøre, men det vil nok medføre en tudetur mere.

Det bliver nogle lange hårde dage de næste, men sårene skal læges, og dette indlæg på Kattekram.dk er et skridt på vejen.

Mon ikke også jeg en af dagene skriver en artikel om Minnie, som vi husker hende.
Hav det godt lille skat…. Jeg er sikker på Fister har taget kærligt imod dig.
(Fister mistede vi i foråret og Minnie var blevet købt som selskab til ham.) Artikel om Fister og Minnie følger.