Skønt at have fundet et trygt sted at sove
… for lang tid siden, men jeg har skisme ikke haft tid til at opdatere min blog med nyheder om årets plejekillinger. Men NU er der håb forude, og jeg vil her starte med at præsentere årets første bette mis, der hedder Trunte.
Hun blev fundet ude ved landevejen mellem Brønderslev og Løkken, hvor hun rendte rundt uden selskab af en mormis. Det var der en rar dame, der ikke synes var ret hensigtsmæssigt, så hun samlede den bette trold op, og begyndte at lede efter ejere til kræet. Hun spurgte både her og der og alle vegne, men ingen ville kendes ved den bette, så hun var så heldig at ende på Kattehjemmet Bæklund i stedet.
På vej hjem fra Bæklund kiggede den rare dame samme sted igen, for at se om der skulle være dukket en søgende mormis op. Det var der ikke, men til gengæld gik en mand rundt og så søgende ud. Han ledte efter en sort/hvid kattekilling på samme alder, som den damen havde fundet, og hun gav ham oplysningerne om Bæklund. Kontakten blev formidlet og et foto af den bette blev sendt til personen, der manglede en killing. Men resultatet var negativt: Ud fra foto’et alene bedømte man, at killingen ikke var den man søgte. Ikke noget med at komme forbi og tjekke – næh, nej – det bruger man åbenbart ikke deroppe.
Hmmm… så kan man jo tænke sit: Hvor store er chancerne for at TO kattekillinger på samme alder, i samme farver, på samme sted og på samme dag er blevet væk?
Hvorom alting er, så endte killingen hos os, hvor hun nu går under navnet Trunte. Hun var ca. 3 uger gammel da hun ankom og var fra starten en rigtig lille hyler og savnede sin mor og søskende i en grad, vi aldrig har oplevet før. Hun græd så hjerteskærende inde på badeværelset, hvor hun blev indlogeret med varme, mad, kattebakke og masser af steder at putte. Men hun var ligeglad – hun ville have selskab :-).
Det er bare ikke let, når man kun får én killing ind, og hvor vi ønskede en killing mere ville dukke op. Det gjorde der også efter ca. 10 dage, men mere om det senere. Folk skulle bare vide, hvor meget sådan en lille killing savner sin mor. Det kan vi mennesker bare ikke erstatte, uanset hvor meget vi prøver. Vi forsøgte at slæbe rundt på hende, men hun havde bestemt højdeskræk, for så hylede hun bare endnu højere, så vi endte med at sidde med hende i sofaen eller på gulvet – hvad der nu var nærmest.
Trunte endte efter nogle dage uden nattesøvn inde i vores seng om natten. Hun var ellers for bette til det, men det var altså ikke til at bære, at hun græd sådan. Hverken mad eller ro kunne få hende til at falde i søvn.
Mere om Trunte følger i et andet skribleri.